Undervisningens tre faser

Indskolingsfasen, Urskoven

Eleverne i Urskoven er inddelt i to grupper: Jungleelever og Timelandselever. Junglen er for elever fra ca. 5 til 8 år, Timeland for elever fra ca. 8 til 10 år. 


Elevernes overgang fra den ene gruppe til den næste tilrettelægges individuelt og foregår løbende gennem skoleåret. I Urskoven arbejdes der i faste moduler hver dag. Undervisningstilbuddene varierer i løbet af året, hvorved den enkelte elev har mulighed for at afprøve mange spændende fag/tilbud.


Der undervises i faste moduler i fagene dansk, matematik, engelsk og idræt.


Eleverne gruppeundervises på tværs af Junglen og Timeland afhængigt af hvilke fag og på hvilket niveau den enkelte elev arbejder.
Eleverne indføres i arbejdsvaner og gruppearbejdsregler. Der støttes ligeså op om fagene resten af dagen som individuelle aftaler.
Vi vægter fokus på skolens demokratiske struktur i hverdagen – elevernes personlige udvikling i forhold til at udnytte demokratiets muligheder og tage det ansvar, der følger med.


Der udarbejdes individuelle skemaer, som følges ca. 3 måneder, hvorefter der i samarbejde med eleven udarbejdes et skema for de kommende 3 måneder. Dette sker på baggrund af en løbende dialog med den enkelte elev.

Udskolingsfasen, Bobler og Balloner

Skolens sidste fase, udskolingen, er en periode med mere traditionel klasseundervisning. Overgangen til denne fase sker, når elever ønsker det og/eller har en alder, hvor der kun er et eller to år, til de naturligt skal videre til et andet undervisningstilbud. Elever deler af og til overgangen op, så de undervises delvist i Mellemgruppen, Goplerne, og i udskolingen, Boblerne.

Elever tilmeldt 9. klassetrin arbejder frem mod folkeskolens afgangsprøve.

Den prøveforberedende undervisning er overvejende åben for elever på 9. klassetrin, men åbnes afhængigt af holdets størrelse for elever, der ønsker at arbejde meget målrettet. Bliver holdene for store, deles de, så holdstørrelsen hele tiden afvejes i forhold til, hvordan det fungerer bedst. 

I engelsk kan det af hensyn til den mundtlige sprogtræning og tryghed være en fordel med små hold, hvorimod et hold i fx samfundsfag kan have fordele at være et så stort hold, at mange holdninger naturligt er repræsenteret i gruppen.


Inden den 15. november besluttes, hvilke elever der skal tilmeldes folkeskolens afgangsprøve i maj/juni det følgende år. Forinden afholdes skriftlige terminsprøver. Elever, der herved rykker et klassetrin op til 9. klasse, skal have fulgt den prøveforberedende undervisning siden august måned.

Mellemtrinsfasen, Goplerne

I mellemgruppefasen er der mulighed for at tilmelde sig forskellige undervisningsmiljøer inden for de forskellige fagområder. Forskellige arbejdsmetoder og læringsstile afprøves efter aftale med den enkelte elevs kontaktlærer.
Den daglige undervisning i klassiske fag giver mulighed for et individuelt, differentieret og dybt fremadskridende arbejde med fagene. 


Goplerne får gennem skoleåret tilbudt nye fag og emner. Således skiftes skema og fagtilbud 4 gange årligt. Der er løbende tematiske timer med aktuelle emner og indhold, som f.eks. kan være foranlediget af elevernes forespørgsel eller behov. Tilbuddene kan også udspringe af lærernes engagerede interesser. Gruppens behov for kropslig aktivitet er et integreret element i undervisningen.


Der lægges vægt på den enkelte elevs individuelle faglige og personlige behov, men fællesskabet, team- og gruppearbejde er også højt prioriteret.
Lærerne har både en undervisende og en vejledende funktion, som sikrer den faglige og sociale udvikling af kompetencer. 

Konflikthåndtering, demokratiske værktøjer, selvforståelse og robusthed i livet samt empatiske evner er væsentlige kompetencer at udvikle i denne gruppe.

En skole med demokratiske processer, og opmærksomhed på særlige behov hos den enkelte elev

Åbningstider og anden kontakt

Kontor ringetider

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag:

8.15 – 14.30

Fredag: 8.15 – 12.00

Skolens åbningstider:

Mandag til torsdag:

7:30 - 16:30

Fredag: 7:30 til 15:30

Næstved Fri Skole

Havrebjergvej 3

4700 Næstved

Rislev, Danmark - rutevejledning

Tlf.: 55 70 10 54

E-mail: kontor@naestvedfriskole.dk

​​CVR: 20995785